I samarbejde med restaureringsarkitekt Søren Kibsgaard har folkene bag Drachmanns Hus i Skagen lavet et projekt for en gennemgribende restaurering af huset, der i 2011 kan fejre 100-års jubilæum som museum om Holger Drachmanns hjem og liv. Bevaringscenter Nordjylland har fået til opgave at håndtere museumsgenstandene i huset, der er bevaret som Holger Drachmanns hjem, og 6. april 2010 indledte Lone Billeschou Juhl og Ole Jespersen BCN's andel af den store restaureringsopgave. Samlingen i Drachmanns Hus har ikke tidligere været registreret, så i første omgang bestod BCN's opgave i at fotodokumentere huset samt registrere og fotografere samtlige genstande. Efter denne registrering er museumsgenstande blevet rengjort og pakket, og organiske materialer er frysedesinficeret mod skadedyr som borebiller, sølvfisk og møl. Nogle genstande er udskilt til restaurering/konservering hos BCN, mens andre er kørt til magasinering.
Fundet i slagbænken
Undervejs i projektet har folkene fra BCN gjort flere spændende fund. Det vigtigste var i en indbygget slagbænk, hvor låget sad fast. Slagbænken skulle fjernes, så det var nødvendigt at åbne den før nedtagning. I hulrummet under sædet fandt BCN en stor stabel af papirgenstande, der tilsyneladende ikke har været kigget på i adskillige år - måske ikke siden Holger Drachmanns død i 1908. Genstandene var skadet af fugt og svamp, men en del var rimelig velbevaret. Blandt disse var ikke mindre end to hidtil ukendte bygningstegninger udført af P. S. Krøyer. Tegningerne viser Drachmanns Hus og dokumenterer således, at Krøyer har tegnet Holger Drachmanns ombygning af huset og tilføjelse af atelier.
I slagbænken blev der gjort flere spændende fund: Fx Drachmanns håndskrevne punchopskrift, landkort med indtegnede rejseruter, notesbog mv. I fundene er der grundlag for ny Drachmann-forskning.
Stafetten videregivet
1. juni afleverede BCN stafetten og det tømte hus til bygningshåndværkerne, der nu går i gang med den omfattende bygningsrestaurering. I forbindelse med projektet etableres der klimastyring i bygningen.
I foråret 2011 skal BCN stille samtlige genstande tilbage i huset og genopbygge de originale interiører. I sommeren 2011 indvies huset med 100-års jubilæum, og mon ikke Drachmanns punch bliver serveret!
Restaureringsprojektet er støttet økonomisk af Realdania, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond, Det Obelske Familiefond, Sonningfonden og Drachmannklubben.
 Selv om Drachmanns Hus på afstand er fint og idyllisk, er der behov for en gennemgribende restaurering af hus og genstande.
|