Bevaringscenter Nordjylland Bevaringscenter Nordjylland ForsideExtranet login

Intarsia

Bevaringscenter Nordjyllands møbelrestaurator har stor erfaring med restaurering af forskellige former for intarsia, Boulleintarsia, intarsiamøbler og andre finerede genstande.

Træintarsia er mosaik af små stykker forskelligtfarvet træ. Træet indlægges i en overflade som brikker til et puslespil. Oprindeligt blev arbejdet udført af dekupører. Der skelnes mellem forskellige typer af dekupørarbejde: Intarsia, marketteri og parketteri. I intarsia lægges stykker af finer ned i en massiv grund. I marketteri fremstilles både motiv og baggrund af finer, der som en helhed limes til underlaget. Hvis marketteriet består af gentagne geometriske former kaldes det parketteri. Intarsia er det gængse ord i Danmark, og det benytter vi i det følgende.

Allerede omkring år 350 før Kristi fødsel kendte man til indlægsarbejder i Asien. Også de gamle ægyptere fremstillede indlægsarbejder med elfenben og ibenholt, der blev skåret med kniv.

 

Navnet intarsia opstod under det romerske imperie og er et italiensk ord afledt af Tharsia i Asien, hvorfra teknikken stammer. Som synonym til intarsia anvendes også dekupørarbejde eller marketeri.

 

I 1400-tallets Italien begyndte intarsiateknikken virkelig at udvikle sig. Man savede nu kunstneriske motiver med løvsav, og der opstod behov for kunstskoler. I 1500-tallet etablerede Francesco di Giovanni di Matteo en skole for intarsia i Firence. Intarsiateknikken, som vi kender den i dag, er opfundet af italieneren Benedetto de Maïano (1444-1496).
 
Den mest almindelige intarsiateknik er "element par element". Her skæres først baggrunden, hvorefter motivet del for del skæres af forskellige træsorter. For at opnå kontrast og dybde i motivet brændes skygger på udvalgte elementer, hvorefter delene samles i baggrunden. Til sidst limes det samlede stykke intarsia på underlaget.

 

Intarsia skæres med løvsav efter en pålimet tegning.   Til dette stykke intarsia skæres gennem flere finerlag på én gang.
Tegning af intarsiamotivet er limet på den finer, der skal danne baggrund. Nu saves omkring motivet, så baggrunden bevares.   Der er samlet en pakke med de finertyper, som skal indgå i motivet. Nu saves og frigøres element efter element.
     
I varmt sand brændes skygger på de enkelte intarsiaelementer.   De enkelte intarsiaelementer samles som et puslespil.
For at opnå liv, kontrast og dybde i motivet brændes i forskellig grad skygger i finerstykkernes kanter. Her anvender man varmt sand.   Efter brænding af skygger samles de enkelte elementer i baggrunden. For at fastholde elementerne inden limning sættes tape på samlingerne.

 

Se mere om processen med at fremstille et stykke intarsia.

 

Finerlaget afmonteres på intersiamøbel.

Ved restaurering af intarsiamøbler kan det i enkelte tilfælde være nødvendigt at afmontere hele finerlaget. Dette komplicerede arbejde kræver indsigt og erfaring med intersiaarbejde og kan udføres på Bevaringscenter Nordjylland.

 

 

Intarsiaarbejde på topplade fra 1700-tals bord.

Smukt intarsiaarbejde på topplade fra 1700-tals bord.


Intarsia skæres med løvsav.
Ældre løvsav til intarsiaarbejde.

 

Vidste du?

  • at en "tysker" er en blære i finer, hvor fineren er løsnet fra underlaget i fx intarsiaarbejde.
  • "at rive en tysker ned" er at udglatte og fastlime en "tysker".

 

 

 

Accepter cookies

Som de fleste andre hjemmesider bruger bcnord.dk cookies blandt andet til at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet og til at optimerer hjemmesiden for både dig og andre brugere.